CLICK HERE FOR THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES »

onsdag den 2. juli 2008

Digt 4 (Intet er sket)

Siden sidst er

intet sket

der er ingen ende

på bladene der er faldet

på regndråberne

på knopperne der igen

er sprunget ud

Jeg tænker:

hvis man kunne veje

solens stråler siden sidst

eller noget (tanken

fortaber sig

blandt andet fordi

den er upræcis)

flodbølger har dræbt hundrede

tusindvis af mennesker

breve er blevet sendt

og de forbandede ord

har formeret sig

ustandseligt, uformeligt, uforholdsmæssigt

min hjerne er vel krympet?

Et begrænset antal ord og digte

fra et begrænset menneske

forsøg, åbninger

genåbninger

skuffelser ud i

et evigt voksende mørke

siden sidst

kulturer er opstået

og er kollapset

sprog er forsvundet!

Utallige begyndelser eller

afslutninger

i en kæde uden hverken

begyndelse eller afslutning

alt imens

intet er sket

umærkeligt

I et hjørne

er intet sket

før nu

0 kommentarer: